fb icon
instagram icon
Kunstværket ’Tårnmand’, der er skabt af kunstnerduoen Randi & Katrine, som mange nok husker fra Køge Havn, flytter op i forhaven til Vandværket på Søndre Alle.
'Tårnmand' er en 5 meter høj skulptur, der er inspireret af det karakteristiske røde bindingsværk med de blågrønne døre på bygningen, der huser Køge Museum i Nørregade.
Follies & Faces’Tårnmand’ var en del af KØS’ 2 km lange kunstrute ’Follies & Faces’ i 2015 med i alt 5 værker startende ved museet over Havnepladsen og ned på Søndre Havn. Læs mere om ’Follies & Faces’ her >
Tårnmanden flyttede efter nogle år på Havnpladsen over på området ’Opdagelsen’ på Søndre Havn, hvor han har været lige indtil nu, hvor Køge Kyst har solgt grunden og der skal bygges boliger.
Køge Kyst, som har købt ’Tårnmand’ af Randi & Katrine for år tilbage, har gennem Køge Kommune overdraget ejerskabet til Køge Kunstforening, der har valgt at placere ham på den lille græsplæne foran kunstforeningens nye domicil ’Togvognen’ på Vandværket på Søndre Alle i Køge.
Vær med i Tårnmandens VennerMed ejerskabet følger også en større renoveringsopgave, da Tårnmanden er i en temmelig dårlig forfatning efter mange år i både sol og regn. Køge Kunstforening har derfor skabt en lille gruppe – Tårnmandens Venner – som skal stå for renoveringsarbejdet. Randi & Katrine har givet foreningen adgang til de originale tegninger og farvekoder, som man kan arbejde ud fra og nu søger Peer Withagen, som er tovholder i gruppen, nogle ’venner’ som vil være med til at snedkerere og male nye dele til kunstværket.
Ring til PeerHar du lyst til at være med til at renovere Tårnmanden, er du velkommen til at kontakte Peer Withagen på mobil 93 93 32 23. Vi forestiller os at man mødes nogle timer en gang om ugen og bygger og hygger med kaffe og kage – og måske en øl.
Køge Kommune har foreløbig hjulpet Køge Kunstforening med midler til flytningen af værket, og nu søger man sponsorater til materialer og maling til renoveringsarbejdet.